Svetlana Aleksijevitj, f. 1948 i Ivano-Frankivsk i Ukraine. Hun er uddannet journalist fra det hviderussiske statsuniversitet i Minsk, 1972, og en af det mest betydningsfulde forfattere i nyere russisk litteratur. Aleksijevitjs første bog Jeg har forladt min landsby blev aldrig udgivet. De russiske myndigheder destruerede den, fordi den fortalte om folk, som havde forladt deres fødested, hvilket ansås for at være en antikommunistisk. Hendes anden bog og egentlige debut, Krigen har ikke et kvindeligt ansigt (1985), slap heller ikke for besværligheder. Bogen var færdig i 1983, men blev anklaget for at vanhellige den heroiske sovjetiske kvinde og blev ikke udgivet før 1985 efter Gorbatjovs glasnost. I slutningen af 1990'erne blev Aleksijevitj udsat for chikane og pres af Lukasjenkoregimet, og i 2000 måtte hun forlade Minsk til fordel for forskellige byer i Europa, hvor hun kunne tale frit. I udlandet har hun altid været mere læst end i sit hjemland, og det kulminerede, da hun i 2015 blev tildelt Nobelprisen i litteratur "for hendes mangestemmige bøger, et monument over lidelse og mod i vores tid". Hun har desuden modtaget Prix Médicis, 2013 og Sonningprisen, 2021.